Mens 2. holdet havde besøg af Øbro, tog 1. holdet turen til Østerbro for at møde K41 i Øbros hyggelige kælderlokaler. K41 står uden fast hjemsted og må derfor spille hos Øbro. På trods af fraværet af vores faste førstebræt var der en vis optimisme for et godt resultat, og det blev da også tæt – men desværre endte vi med et knebent 3½-4½-nederlag.
Det var de fire nederste brætter, som grådigt tog point fra hjemmeholdet, mens top4 var noget mere udfordret.
Henning H sprang til som reserve og vandt en flot og velfortjent sejr. Henning fik fordel allerede i åbningen med bl.a en springer der stod og genere modstanderen på 6.række. Henning er kendt for at spille hurtigt, men denne gang havde han også rigelig betænkningstid, fordi modstanderen brugte oceaner af tid. Fordelen blev fastholdt helt til slut, og Henning kørte sejren sikkert hjem.
Ole var blevet “hugget” fra 2. holdet og spillede et jævnbyrdigt parti, der så en anelse kritisk ud, da han mistede en bonde i slutspillet. Ved aktivt spil beviste Ole dog, at modstanderen ikke havde yderligere at komme med, og partiet endte i en velfortjent remis. Leif spillede igen et spændende parti, som dog fra sidelinjen så ganske lige ud – en enig remis blev da også aftalt.
Michael R, der har fået godmodige drillerier for sin lange rokader i de første tre kampe, men jeg skal love for, at han har taget skeen i den anden hånd.. Efter sejren i sidste runde kom han igen på tavlen i dette opgør. Partiet bød på en spøjs åbning med halv-åben f-linje, men samtidig en løber fanget bag egne bønder. Trods modstanderens pres – og en bonde nede samt en masse irriterende skakker – gik det pludselig helt galt for modstanderen. Først blev springer ofret for en fribonde og da dronningerne efterfølgende blev afbyttet, kørte Michael rutineret sejren hjem.
Både Jan Ole og Michael sad med hvid i en Caro-Kann – en favoritåbning for flere af K41-spillerne. Hos Jan Ole valgte modstanderen en lidt tam afbytning, så Jan Ole kom fint ud af åbningen med en anelse pres, inden begge parter rokerede langt. Partiet ebbede langsomt ud, og man enedes om remis. Michael kom ud i en anden variant og endte i en spændende stilling, som hele tiden balancerede på en knivsæg. Fra at være et taktisk parti ændrede stillingen karakter, da kongefløjen blev åbnet. Desværre mistede Michael en afgørende bonde, og få træk senere var partiet tabt.
Klaus stod over for noget af en udfordring – K41’s stærkste spillere, der havde mere end 250 ratingpoint mere på bogen. Klaus spillede forsigtigt i en længe jævnbyrdig stilling, men til sidst viste den store ratingforskel sig, og Klaus måtte ned. Anders tabte ligeledes, men burde faktisk have vundet. Han spillede et fremragende parti og opnåede klar fordel trods en fribonde langsomt bevægede sig mod det forjættede land. Desværre overså Anders en lille fælde til sidst, hvor han mistede en officer for en bonde, og da officeren samtidig holdt modstanderens bonde i ave, ja så var nederlaget uundgåeligt.
Alt i alt en positiv oplevelser, som blev forstærket af, at vi i samme lokale kunne følge, hvordan vores nærmeste konkurrent til nedrykning, Odysseus, blev lammetæsket med 7½-½. Dermed er vi inden sidste runde på den reddende 6.plads, 1½ point foran Odysseus og 2½ point foran Amager, som netop er vores sidste modstander. Det bliver spændende!