Sæsonpremiere i saunaen på Frederiksberg
Brøndby Skakklubs 1. hold tog hul på den nye holdturneringssæson med en udebanekamp mod Skak for Sjov på Frederiksberg. Det blev en aften med hård modstand, spændende partier og ikke mindst tropiske temperaturer, inden vi måtte tage hjem med et knebent nederlag på 4½-3½.
Udenfor bød vejret på finregn, gråvejr og novemberkulde, men indenfor havde værterne skruet gevaldigt op for varmen. Et besøg hos Skak for Sjov minder mest af alt om en omgang saunagus, hvor den allestedsnærværende Henrik Andersen naturligvis indtager rollen som gusmester. Der er ganske enkelt svedende varmt i den kælder på Falkoner Allé!
Om det var varmen, der fik Anders til at tabe, skal være usagt. Men på en eller anden måde lykkedes det ham at få vekslet en officer til et par bønder uden nævneværdig kompensation. Herefter blev brikkerne stille og roligt byttet af, og nederlaget var uundgåeligt.
Så fulgte en sand perlerække af remiser.
Jan-Ole kom egentlig fornuftigt ud af åbningen, men blev efterfølgende presset fuldstændig i bund. Heldigvis uden at komme bagud på materiale. På forunderlig vis fik han kæmpet sig tilbage i partiet og sikret et halvt point.
Per forsøgte at lægge et vist pres på sin modstander, men initiativet ebbede langsomt ud. Herefter begyndte stillingen at se lidt tvivlsom ud med en konge, der havde forvildet sig ud i centrum. Per bevarede dog roen og sejlede sikkert partiet i remis-havn.
Bruno havde fornøjelsen af aftenens yngste modstander og udbrød kort før kampstart: “Åh nej, ikke en rising star!”
Og det skulle vise sig at være en ganske velbegrundet bekymring. Bruno blev udsat for et gevaldigt pres og mistede relativt hurtigt en bonde, så modstanderen havde to bønder mod én på dronningefløjen. Stillingen så temmelig betændt ud, og det lignede længe, at ungdommen ville trække det længste strå.
Men Bruno er som bekendt en snu ræv. Med lidt snilde og et træk, som modstanderen tilsyneladende troede var afgørende til egen fordel, lykkedes det Bruno at få byttet bønderne af på dronningefløjen. Dermed var balancen genoprettet, og resten var en stendød remis.
Ole spillede et rigtig fornuftigt parti med den lidt usædvanlige detalje, at man langt inde i midtspillet havde byttet masser af brikker, men ikke en eneste bonde! Partiet lignede længe en remis, men de to kombattanter fortsatte ufortrødent, indtil det halve point ikke længere var til diskussion.
Leif sørgede for aftenens eneste Brøndby-sejr.
Leif kom solidt fra åbningen og fik på vej ind i midtspillet snuppet en bonde. En ekstra bonde er naturligvis ikke nogen garanti for sejr, men det gør alt andet lige livet lidt lettere.
Undervejs blev der byttet rub og stub, og i en stilling med seks bønder på hver side lykkedes det sågar modstanderens konge at vandre helt ned på Leifs baglinje. Det blev dog aldrig for alvor farligt, og Leifs håndtering af slutspillet var en sand fornøjelse at følge.
Jeg tror, Leif kommer til at tage godt for sig af pointene på 3. brættet i denne sæson!
Endnu en danmarksmester på menuen
Statistisk set burde det næsten være en umulighed på mit niveau, men stort set hver sæson lykkes det mig at rende ind i en danmarksmester. Og i år var ingen undtagelse!
Min unge modstander kunne således prale af at være danmarksmester i opgaveløsning for børn, have forbedret sin rating med over 500 point på blot to år og – nå ja – have fået debut i 1. division dagen forinden med en remis!
Vi spillede siciliansk med mig som hvid, og partiet var stort set lige hele vejen. Da vi blev enige om remis, vurderede Fritz stillingen til beskedne 0,01.
Jeg havde dog undervejs en enkelt mulighed for at tippe balancen til min fordel, men overså desværre en længere trækfølge, der kunne have givet mig en dronning og en løber for mine to tårne. Den slags er jo altid lettere at få øje på, når Fritz efterfølgende sidder med facitlisten.
Jeg er ret sikker på, at min unge modstander om et års tid befinder sig i et helt andet ratingmæssigt luftlag end mig. Så må jeg glæde mig over, at jeg nåede at få et halvt point, mens tid var!
Lasses ilddåb mod en VM-deltager
Dagens debutant, Lasse, fik noget af en ilddåb. Hans unge modstander, Mathilde, lagde ud med et vaskeægte boss move ved at møde op i sin landsholdstrøje. Og det var ikke bare for syns skyld – hun var netop vendt hjem fra ungdoms-VM i Spanien!
Lasse lod sig dog ikke intimidere og kom rigtig godt ud af åbningen. Noget overraskende brugte Mathilde enormt meget tid på de indledende træk. Efter en time og 20 minutter havde hun blot spillet 11 træk i en ellers ganske almindelig standardåbning.
Desværre gik Lasse lidt galt i byen under de efterfølgende afbytninger, og Mathilde fik opbygget en materiel overvægt. Til gengæld var hun havnet i alvorlig tidnød. På et tidspunkt viste uret blot 1 minut og 20 sekunder, hvilket måske også fik Lasse til at sætte tempoet lidt for meget op.
Men Mathilde viste, hvorfor hun spiller i landsholdstrøje. Trods den næsten tomme tidskonto fik hun presset sin fordel igennem og sikret sejren.
Et knebent nederlag – men en godkendt sæsonstart
Dermed sluttede sæsonpremieren med et nederlag på 4½-3½. Det svarer meget godt til det forventede resultat ud fra spillernes ratingtal, og med flere hårdt tilkæmpede remiser og en flot sejr til Leif var der bestemt også positive takter at tage med hjem.
Vi fik således både sved på panden og point på kontoen. Næste gang håber vi blot på lidt lavere temperaturer – og gerne et par ekstra halve point!