Menu Luk

Lige ved og næsten for 1.holdet!

På en råkold mandag troppede 1.holdet op til kamp i Øbros kælder mod et af de hold, som vi skal kunne spille lige op i mod. Det blev desværre til et kneben nederlag, som godt kunne have blevet større!

Henning H var kaldt ind som reserve og fik i den grad ørene i maskinen. Modstanderen spillede hurtigt, men havde allerede kort inde i årtiet en altoverskyggende fordel, som blev vekslet til et nederlag til Henning H.

Michael R har lavet et nytårsforsæt: der skal point på kontoen og efter lang rokade (0-0-0 points) var tiden inde til revanche. Den kom så ikke denne aften! Michael kom ud i en c3-siciliansk og kendte vist ikke teorien, da han endte med en isolerede bonde på d7 og en forkrampet stilling. Modstanderen pressede langsomt men sikkert Michael ud af brættet,  og inden længe var det game over.

Jan-Ole kom flyvende ud af åbningen og fik hurtigt kaprede modstanderens h- bonde. Det så egentlig rigtig godt ud, men desværre blev det flotte åbningsspil ikke fulgt op og da de fleste officerer var byttet af og plus-bonden var forsvundet, blev man enig om en remis. Solidt spillet af Jan-Ole!

Ved siden af Jan Ole sad Leif og havde gang i et yderst kompliceret og spændende spil. Det er svært at overskue, når man kun ser bidder af det, men Leifs dronning havde bevæget sig ind i modstanderens lejr, men var samtidig lidt offside. Jeg ved ikke helt hvad der skete, men dronningen forsvandt fra brættet og det lignede at Leif ikke fik nok officerer for den?! Nederlaget var dermed uundgåeligt.

Det er ved at være en tradition, at vi skal spille mod enten en kvindelig landsholdsspiller eller en upcoming one.  Anders havde fået fornøjelsen af at møde en af Danmarks nye kvindelige højdespringere og dagens modstander har blot spillet turneringsskak i 4 år. Ganske imponerende at Freja allerede har over 200 i rating og sidste år var meget tæt på at bliver kvindelig danmarksmester. Anders startede frisk ud, men overså nogle kombinationer, som førte til tabt rokade og tab af en bonde samt en dobbeltbonde. Herfra var det spil mod et mål, og jeg blev noget overrasket, da jeg på vej hjem opdagede at Anders havde vundet! Modstanderen lavede nogle fejl, så Anders kom tilbage i kampen og vandt let, hvilket fik modstanderen til at forlade bordet synligt frustreret. Efter analysen viste ret klart at Anders havde været heldig.

Holdets topscorer, formanden, kom godt ud af åbningen, men trenden med at smide en god stilling væk fortsatte desværre. Selvom det blev en god åbning med godt pres mod modstanderen, så lykkes det modstanderen at sætte et solidt pres ind på dronningefløjen, som resulterede i en tabt bonde og inden længe borede modstanderens tårne sig ind i min stilling og resultatet var givet.

Carstens modstander startede med at tænke 4 minutter over hans svar på Carstens b3. Da de endelig kom i gang blev det et meget lige spil. Det lignede at Carsten fik en lidt dårligere stilling ved midtspillet, men ved aktivt spil mod modstanderens konge, blev balancen holdt. Næste gang jeg kiggede havde Carsten tabt en bonde og var endt i et tårnslutspil med 2 vs 1 bonde. Men sublim slutspilteknik og ifølge Carsten også lidt held reddede Carsten et halvt point.

Dagens mand i skysovs var supersub Bruno. Efter en rolig fransk åbning var det Øbros mand – en smadderflink ingeniør fra Canada, som arbejder med Femern-forbindelsen – der dikterede spillet og Bruno var fuldt optaget af defensiven. Hvid afslog på et tidspunkt Brunos remistilbud – hvilket han i baren bagefter fortrød. Da faren var drevet over, begyndte Brunos springer at gå i offensiven, vandt snart en kvalitet, og efter nogle ret ufarlige modangrebsforsøg overgav Hvid sig to træk før mat.

Alt i alt et nederlag på 3-5, som er lidt under hvad ratingtallene siger vi skulle have med hjem. Vi skal virkelig i de sidste kampe til at have flere point på kontoen for at kunne bibeholde vores plads i 2.række. Holdets topscoretitel deles pt af fire spillere med 2point: Carsten, Anders, Michael, Leif og Bruno

Stillinger og resultater: Turnerings tabel (skak.dk)