Menu Luk

Klart nederlag til Nørrebro

Referat fra holdturneringskamp mod Nørrebro II
Lad mig sige med det samme: disse ord bliver skrevet mest af alt pga forpligtigelse….og som du nok kan gætte, så tabte både jeg og holdet matchen.
Denne gang drog 8 gæve gutter til Nørrebro, hvor hjemmeholdet bogstaveligt talt faldt ind i lokalet, men der var i desværre ingen snublen over deres spil. På papiret skulle kampen ende 4-4, men desværre måtte vi ned med 6½-1½.

Starten var ikke særlig opløftende!

Der er en grund til, at vi til træning gang på gang fortæller, at kongen helst skal i sikkerhed på en af fløjene. Hvis den ikke er det, så skal man for guds skyld ikke have dronningen stående lige foran kongen på en pivåben linje, hvor modstanderen har et tårn stående klar. Et klasseeksempler på what not to dot, som jeg håber Jan Ole kommer og viser til en af undervisningsaftenerne 🙂

Endnu hurtigere gik det hos Ole, som glemte den gamle parole, som alle juniorspillerne får banket ind i hovedet – husk at sid på hænderne! Inden vi andre havde fået spillet 7-10 træk, så var brættet stort set ryddet for brikker og desværre for Ole med en stilling, hvor modstanderens tårne stod solidt plantet på 7-række og sammen med en løber var matten uundgåelig. Uden at være helt sikker, så tror jeg at også Ole ikke fik rokeret i tide?!

Joachim, der heldigvis i sidste øjeblik var trådt ind som reserve, var også forholdsvis hurtig færdig. Det lignede noget spansk, hvor Joachim gik galt i byen allerede i træk 3, men ret skal være ret: vi er ikke nået til spansk i vores undervisning. Op på hesten igen Joachim og du har trods alt fået en værdifuld lektion i den spanske åbning.

Nede 3-0 begyndte det gode spil heldigvis at indtræde.

Carsten satte et helt point på tavlen, da han med sin vanlige åbning kom lidt skævt ind i midtspillet. Modstanderen forsøgte, at opsætte et angreb mod Carstens konge, og i processen lod han dronningefløjen stå noget ubeskyttet tilbage. Med fint taktisk forsvar og gode fremstød på D-fløjen måtte modstanderen se en officer ende i kassen og Carsten viste herefter ingen nåde.

Flemming stod længe godt, men han tog vist lidt for let på en mattrussel. I stedet for at bytte de sortfeltede løbere af, slog hans modstander til med et rigtig flot matbillede med springer og netop løberen.

4-1 på tavlen og de tre notoriske tidsrøvere sad endnu engang tilbage.

Bruno endte i en kongeinder med modsat rettet rokader og på typisk Bruno-maner blev brikkerne rykket frem og tilbage uden de vilde afbytninger. Det hele endte da også med en remis, som var et fair resultat.

Morten kæmpede forbilledligt, havde på et tidspunkt materielt overvægt og visse chancer for gevinst, men kom i tidsnød til at erkende at hans springer måtte give fortabt over modstanderens flere bønder på vej til forvandling.

Til sidst sad – surprise – formanden tilbage og svedte over sit parti. Jeg brugte alt for lang i åbningsfasen på at prøve at huske, hvilke varianter der var i den noget anderledes åbning. Det var en russer, ( e4,e5. 2. sf3, sf6. 3. Sxe5, d6 4. Sxf7) og det er virkelig lang tid siden, at jeg har spillet den åbning. Det sidste parti jeg kan huske, var til LynDM i Ringsted mod Mikkel Antonsen, så det var vel i sidste årtusinde 🙂 På bundlinjen fandt jeg dog en god variant og kom til at stå godt efter åbningen om end mine brikker ikke helt stod optimalt. Jeg missede et dronningetræk, som førte til tab af en, senere to bønder og Fritz melder da også hvid fordel.
Jeg fik dog kæmpede mig tilbage og fandt den helt rigtige plan ifølge Fritz til at komme ind i et slutspil med gevinst. Udfordringen var lidt min tid – jeg endte i nærheden af 25 træk på 5 minutter og jeg missede lige akkurat et træk, som spillede sejren over til hvid.

Jeg spillede cxd6, hvorefter at hvid går ned med c-bonden. Det simple ke6 giver mig sejren – jeg må finde mig et kursus i tidsstyring

image.png
Det samlede nederlag betyder, at vi igen er trukket ind i nedrykningspillet og desuden ser vi frem mod det sværeste slut program. Vores fordel er, at vi har 4 points forspring ned til forfølgerne. Se stillingen her