Traditionen tro blev sidste runde i holdturneringen spillet samtidigt med deltagelse af alle holdene. Efter mange år i Tapeten i Ballerup, var sidste runde rykket til Ishøj. Det var udmærket forhold, men i de store lokale, hvor 2.,3. og 4.række sad. blev der med tiden utrolig varmt. Det kan vi jo nok ikke bruge som undskyldning for en ganske paver indsats.
Vi ender på en fin 6.plads efter sejre mod vores direkte bundrivaler og vi lever dermed op til vores seedning om end vi faktisk var ganske tæt på 5.pladsen, som vi kunne have nuppet med lidt mere optur i de sidste 3 kampe.
I vores sidste kamp skulle vi møde favoritterne til oprykningen og det blev da også en meget svær kamp for os. Vi startede med at være bagud 1-0, da Flemming desværre var blevet syg og meldingen om sygdom kom først, da vi var gået i gang med kampen.
Carsten kom fint ud af åbningen med sort, men omkring træk 10 spillede modstanderen h4, hvilket var startskuddet til et heftigt angreb på kongefløjen. Carstens ditto på dronningefløjen var lige 2 tempi bagud og hans modstander fik da også smadret sig igennem bondestillingen og flere og flere af Carstens brikker måtte lade livet. Et sidste forsøg på at sætte en evig skak op, så modstanderen dog og det er ikke en skam, at tabe til en bedre spillere.
Morten havde fået “fornøjelsen” af en modstander, som havde 500 point flere end Morten. På trods af dette kæmpede Morten bravt, og havde længe en nogenlunde lige stilling. Men forskellen begyndte efterhånden at kunne ses og i overgangen mellem midtspillet og slutspillet var der ret tydeligt, at det kun ville gå en vej.
Henning Holst’ parti så jeg ikke så meget af, men det lignede at det var relativt tæt det meste af kampen. Modstanderen fik langsomt, men sikkert forbedret stillingen og uden at jeg så hvordan, måtte Henning ned med nakken.
For første gang i denne sæson skulle jeg have hvid….og det blev desværre ikke nogen succeshistorie. Det blev en italiensk åbning, hvor jeg får overtænkt min stilling og allerede i træk 11 mister en bonde rent. Det er jo ikke nødvendigvis et tab, men min modstander var irriterende dygtig til at spille de rigtige træk. 12 træk senere ryger endnu en bonde og mit modspil var der bare ikke noget bid i. Ærgerligt at jeg fortsætter min forbandelse med ikke at kunne få point i den sidste runde.
Dagens helt i skysovs blev Jan Ole, som kæmpede sig til en remis. Efter en nogenlunde rolig åbning, blev der rokeret modsat og så eksploderede brættet! Jan Ole måtte i sidste ende afgive en kvalitet – Modstanderen havde vist en endnu bedre mulighed end at tage kvaliteten, men JO stod stadigvæk næstbedst. Modstanderen begyndte nu at spille nogle meget tvivlsomme træk, som betød, at JO kunne spærre hans tårn inde mellem sine bønder og løber. Fra at stå næstbedst kunne Jan Ole begynde at spille på gevinst på dronningefløjen, men modstanderens løber var konstant en trussel mod JO’s bondestruktur, så en remis blev aftalt.
Tilbage sad Hj og Bruno, som dog stod meget forskelligt. HJ spillede et fint parti mod KSU’s formand og det lignede da også noget, som skulle ende remis. HJ har generelt styr på slutspil, men var dog på vej ud i en en noget svær stilling, med springer mod løber og en fribonde hos modstanderen på h4, som krævede opmærksomhed. Selvom HJ er foran med en bonde, så qua modstanderens fribønder stå HJ ifølge Fritz til minus 2,5!

Partiet fortsatte 1…b3, 2. Sf2 Kc5, 3. Se4+. Det ligner, at sort blunder sin officer, men det var helt bevidst og med kongens indtog på a3 kan HJ ikke stoppe begge fribønder. Ærgerligt, da HJ ellers havde spillet et fint parti.
Bruno spillede en udmærket åbning, hvor der blev rokeret modsat, hvilket jo altid er startskuddet til en heftig fight. Modstanderen stillede sig op ala London-systemet, som var på undervisningsprogrammet for 14 dage siden. Det var faktisk ret spøjst, men Brunos parti blev næsten en tro kopi af Carstens parti. Modstanderens angreb på kongefløjen var mere effektivt end Brunos og modstanderen overså tidligt en matkombination i 3 træk. Bruno havde selv noget der lignede en mattrussel, men i efteranalysen demonstrerede modstanderen, at han havde fuldstændig styr på det.
Efter kampen tog halvdelen af holdet videre til Rebæk Brasserie og Bar, hvor også Joachim stødte til det samlede selvskab. Det var ganske hyggeligt, men som I ved: What happpens i Rebæk, stays in Rebæk 🙂