Det var som at træde ind i Danmarks første skak-sauna, da 1.holdet drog til Frederiksberg til et intenst Black Week-opgør i kælderen. Temperaturen var så høj, at flere spillere overvejede, om de skulle rokere – ikke på brættet, men over mod døren som med passende mellemrum blev åbnet ud mod Falkoner Alle. Ovenpå blinkede byens julepynt fredfyldt, mens vi nede i varmen duellerede i et lokale, hvor selv brikkerne virkede en smule opgivende. Frederiksberg vandt 5–3, men vi tog i det mindste hjem med både kampgejst og en gratis ansigtsbehandling i form af dampbad :-).
Først færdig var Klaus, som spillede sin egen lidt passive åbning med hvid. Jeg så ikke så meget af partiet, men det gik hurtigt, desværre med Klavs i den tabende rolle.
Jan Ole spillede hellere ikke særlig lang tid. I en slav kom Jan Ole rigtig fint ud af åbningen og omkring træk 10-12 stykker ligner det, at Jan Ole har en kombination, som ville give ham en fin fordel. Hvad der herefter skete er svært at berette om, da jeg ikke kan tyde hans kragetær på noteringslisten, men sikkert er det, at Jan Ole rokerede langt. Virkelig et godt træk, hvis ikke det var fordi, at hans dronning stod direkte i slag – det var så ikke sidste gang at det skete for os!
Leif M kom ud i en Skandinav og fik hurtigt initiativet om end at stillingen var ret lige. Leif fik langsomt forbedret sin stilling og i træk 26 spillede modstanderen helt forkert og Leif havde derfor muligheden for at sætte det afgørende angreb ind. Det skal siges, at det er et ret svært træk at finde på brættet ( Ld4). Leif havde efterfølgende nogle angrebschancer, men modstanderen fik pakket sig godt og fik i samme moment gaflet et par bønder. En af disse stormede mod forvandling på dronningefløjen, og i sin iver for at stoppe bonden overså Leif, at han dronning stod i slag, så for anden gang tabte vi ved at sætte dronningen i slag. Nedenfor er en analysestilling omkring træk 26, hvor Leif havde muligheden for at tage sejren.
På 8.brættet havde vi en debutant med os! Per trådte til og fik dermed mulighed for at revancerer sit nederlag på 2.holdet om mandagen. Per spillede et rigtig fint parti og lagde et gevaldigt pres på modstanderen, som til sidst resulterede i en kvalitet. Modstanderen spillede dog klogt og fik snøret Per’s stilling sammen, så Per til sidst måtte lave et udbrud fra sin låste stilling. Det ville nok koste lidt materiale og desværre valgte Per dronningefløjen frem for kongefløjen, hvilket ret hurtigt kostede partiet, da modstanderen fik en bonde, der triumferende gik til forvandling.
Leif på 1.brætter kom ud i en mellemting mellem London og dronninggambit og med ligheder til Jan-Oles parti. Første nedslag er ved træk. 9, hvor Leif valgte helt korrekt, at spille Kf1 og dermed ikke have mulighed for at rokerer. Det gav til gengæld angrebschancer, som dog ikke førte til det helt store. En mindre blunder fra modstanderen gav en merbonde og desuden ligeledes ødelagt rokademulighed for modstanderen. Herefter fulgte en del træk for at forbedre de respektive stillinger. Men med en merbonde, terrænfordel og en truende tidsnød hos modstanderen fik Leif langsomt forøget fordelen. Leif “ofrede” en kvalitet for at få det afgørende angreb og vandt herefter i fin stil, selvom han overså en mat i tre :-).
Holdlederen på 2.brættet kom ud i en kongeindisk, som blev spillet lidt sløset fra begge sider. En generel lige kamp, hvor modstanderen missede omkring træk 16 at tage initiativet og en noget bedre stilling. Blot 8 træk senere kom så blunderen fra modstanderen, og holdlederen var over ham som en tilbudsjager til Black Friday! Jeg var meget tilfreds med Lh6 og fik da også anerkende nikken fra Leif L.
Michael R kom som altid ulastelig klædt og kom fint ud af åbningen, men, men, men noget gik helt galt og pludselig var han nede med kvalitet og ydermere var hans springer fanget nede på a1 ( han var hvid) og en løber stod indespærret på c3. Michael kæmpede så godt han kunne, men det måtte ende med et nederlag.
Sidst færdig var Anders, som på trods at tropetemperatuerne i kælderen sad med stor uldtrøje og hue på! Han dystede mod en meget ung spillere, som spillede rigtig godt. Jeg tror det var i midtspillet, at Anders tabte en bonde, men Anders er snu, så han fik byttet de “farlige” brikker af og sad tilbage i et dronningeslutspil med en løber mod en springer og som sagt en bonde mindre. Det lignede at Anders nok godt kunne holde remis, men som tiden på modstanderens ur nærmede sig et vingefald, blev den unge knægt mere og mere nervøs og sad ret urolig på stolen. Det lignede nu stadigvæk en remis, men i sin iver på at få noget ud af sin ekstrabonde fik modstanderne langsomt overspillet sin position og gav Anders mulighed for genangreb. Knægten kunne godt mærke at han var ved at tabe grebet og lavede det “berømte” remis træk med et remistilbud, som Anders i bedste stil spillede videre på, da han nærmest havde fået lavet en selvmat. En flot og lidt heldig sejr til Anders, som nu er delt topscorer med Leif L med 1,5 point ud af 2.
Alt i alt blev det en aften, hvor temperaturen var højere end vores præcision, og hvor både brikker, spillere og enkelte noteringsskemaer led under de tropiske forhold. Vi tabte 5–3, men fighten var der hele vejen !.