Efter de store klø mod Frederiksberg for et par uger siden, mødte 2.holdet i de samme lokaler Skak for Sjov. Det kunne jo kun gå bedre.
Per spillede på bræt 1 igen mod Villum, en af de fremadstormende unge. Det blev italiensk, men allerede i træk 5 spillede Per et nyt, måske ikke helt korrekt træk. Og ifølge Pers egne kommentarer blev det et parti, hvor begge lavede en del taktiske fejl. Lige efter partiet sagde Per til mig, at Villum bare var for god til den slags stillinger. Men, men: analysen viser faktisk, at Per kunne have spillet sig til en evig skak, men Per skriver i sine egne kommentarer, at han mentalt desværre allerede havde givet op og var gået efter et tricktræk, der ikke gav noget, i stedet for at finde frem til denne remisløsning. Point til Skak for Sjov.
På bræt 2 spillede Ole mod Anton, også en af de fremadstormende. Da jeg mødte ham for et par år siden, havde han godt og vel 1500 i rating, nu er han på over 1900. Så en tilsyneladende vanskelig opgave. Ole beskriver kampen således: Kampen begyndte meget lige og de første 10-15 træk var næsten identiske på hver side. Min modstander begyndte dog at angribe min rokerede kongestilling og fik en bonde helt ned foran min bonde, så løberen måtte trækkes helt ind i hjørnet og ikke kunne komme i spil. Jeg blev mere og mere presset men det lykkedes at slippe ud af presset ved at jeg mistede et tårn og fik en springer i stedet og jeg fik byttet dronninger. Vi spillede så videre hvor hvid havde to tårne og en løber mens jeg havde et tårn og en løber og en springer. Antal resterende bønder var lige. Jeg valgte så at gå benhårdt efter at bytte ud så vi endte med at hvid havde et tårn og jeg havde en springer. Min konge stod rigtig godt og dækkede mine bønder mod angreb fra tårnet mens hvids konge var lidt låst af min springers placering. I betragtning af den pressede situation jeg have reddet mig ud af, og at jeg ikke helt kunne overskue om jeg kunne vinde tilbød jeg remis. I første omgang afslog hvid tilbuddet, men efter et par træk hvor hans konge med min springer blev flyttet frem og tilbage nogle gang, så tilbød hvid remis og det tog jeg så imod. Jeg kan se at min modstander på papiret havde en rating på ca. 1950 mod mine 1667, så en remis var tilfredsstillende for mig.
I mit parti på bræt 3 var stillingen i en kongeinder efter 11 træk fuldstændig identisk med mit parti mod Michael S i vinterturneringen, som vi også havde på demobrættet i en af vores undervisningsaftener, hvor jeg accepterede et remistilbud fra Michael og computeren egentlig viste klar fordel for Hvid (mig). Her hos Skak for Sjov følte jeg mig også ganske tryg. På et tidspunkt, hvor jeg kunne have holdt trykket med mine to tårne i den åbne d-linie, valgte jeg efter laaang tænkning desværre at gå i forsvarsmode. Og derfra blev jeg bare stille og roligt mast ud af brættet. Fritz ville i analysen – selvfølgelig – have valgt den variant, jeg fravalgte.
På bræt 4 havde Ivar endnu en gang de sorte brikker og stod efter en ret stærk åbning fra hvids side med en ikke rokeret konge i en svag stilling. Men Ivar nåede lige akkurat at rokere sig ud af et dronning-løber angreb og stod derefter pludselig lidt bedre og så sit snit til selv at angribe på kongefløjen med to bønder, dronning og tårn. Men angrebet blev neutraliseret gennem et dronningebytte og så var det pludseligt hvids tur igen til at angribe, denne gang med 2 løbere og en springer. Til sidst spillede tidsnød Ivar et puds. Med 3 minutter mod modstanderens 15 på uret lavede Ivar den afgørende brøler ved at tillade at hvids hest slog Ivars tårn med skak og gevinst for Skak for Sjov til følge.
På bræt 5 spillede Lasse med i en holdkamp for første gang. Her følger Lasses oplevelse: Et intenst og balanceret debutparti fra min side, som desværre blev afgjort af en brøler i træk 30, hvor jeg satte mit tårn i slag, fordi jeg troede, jeg havde regnet ud, at jeg kunne vinde et tårn tilbage via en skak i næste træk. Men havde regnet forkert… derfra var der ikke meget at gøre 🙂
Morten på bræt 6 spillede sig til et halvt point mod en ratingmæssigt klart stærkere spiller. Modstanderen tilbød remis , Morten accepterede. Formentlig en af de sjovere remisstillinger, der findes: De havde byttet en løber af. Alle andre brikker var stadigvæk på brættet! Og det efter ca halvanden times kamp.
På bræt 7 og 8 fik Skak for Sjov desværre 2 point uden kamp. Alt i alt et nederlag på 1-7. Hvilket faktisk jo er væsentligt bedre end de indledningsvis omtalte klø mod Frederiksberg.
Min fornemmelse er, at vi alligevel alle havde interessante og lærerige partier og en hyggelig aften. Og det er jo ikke så ringe endda.
/Bruno