Holdet tog hul på 2026 med en udekamp mod Nørrebronx. På papiret var det en kamp, vi burde vinde – hvilket som bekendt er det mest sikre tegn på, at man ikke gør det. En sejr ville holde liv i oprykningsdrømmen og give nedrykningsspøgelset en tiltrængt fridag. Spoiler alert: Spøgelset meldte sig meget hurtigt tilbage på arbejde.
Allerede 20 minutter før kampstart var stort set hele holdet mødt op – topmotiverede og klar til kamp. Desværre viste det sig hurtigt, at “på papiret” og “i virkeligheden” er to meget forskellige ting. Nørrebro stillede op med intet mindre end fem reserver, som alle var markant stærkere end det hold, vi havde regnet med. Det er åbenbart fordelen ved at være en stor klub: Når man mangler spillere, hiver man bare endnu bedre spillere op af hatten.
Bræt 1
På 1.brættet spillede Leif mod reserven Hannibal, og kampen begyndte allerede før første træk: Hvem havde egentlig holdt den længste skakpause? Denne dyst vandt Leif ret suverænt! Leif forsøgte klogt at lulle sin yngre modstander ind i en fredelig remisstilling, men Hannibal havde tydeligvis et gear eller to mere og med flotte kombinationer blev Leif sat til vægs og måtte anerkende nederlaget.
Bræt 2
På 2.brættet mødte Michael reserven Sarah Derlich – et af Danmarks største kvindelige skaktalenter. Hun er Danmarks yngste pigemester og har EM- og VM-deltagelser på CV’et. Michael lod sig dog ikke imponere. Der var revanche i luften fra DM i hurtigskak, og planen var klar: Hun skulle kedes ihjel i et langt parti – hun skulle vel hjem og have sine 9 timers skønhedssøvn 🙂
Planen blev fulgt minutiøst… bortset fra den lille detalje, at hun endte med at spille meget bedre skak og dermed tørre gulv med formanden. Nogle planer er bare bedre i teorien!
Bræt 3
Anders stod over for endnu en reserve, kendt som Mr. 100%.Det blev aftenens længste parti og en regulær gyser. I en siciliansk åbning fik Anders de hvide brikker stillet pænt op, og løberne begyndte at stirre truende ned mod sorts kongestilling. Et lettere umotiveret g5 fra modstanderen gav Anders angrebschancer, og det hele så faktisk rigtig lovende ud. Men så begyndte uret at nærme sig 0 og nervøsiteten meldte sig, og de upræcise træk sneg sig ind. Pludselig fløj et ellers meget passivt tårn ind i Anders’ stilling, og valget stod mellem mat eller tab af tårn. Ærgerligt – men Anders viste endnu engang, hvorfor han er favorit til klubmesterskabet.
Bræt 4
Leif på fjerdebræt fik – surprise, surprise – også en reserve, men han gjorde det, resten af holdet kun talte om: Han vandt. Jeg har skrevet det før: Leif spiller virkelig flotte partier i holdturneringen – og denne gang blev det til fuld bonus. En solid åbning blev forvandlet til et angreb, der gav officergevinst for to bønder og på trods af Leifs pivåbne kongestilling, så var det Leif som havde teten. Med fantasifuldt spil og god teknik blev presset øget på modstanderen og på det helt rette tidspunkt, blev alle officererne byttet af og Leifs enlige løber kunne herefter dominerer brættet og sikrer sejren.
Bræt 5
Jan Ole kom også på tavlen. Det er altid svært helt at vide, hvad der foregår i hans partier, men det lignede, at han stod lidt bedre – uden helt at kunne få det sidste ud af stillingen. Remis føltes derfor meget passende i en kamp, hvor vi i forvejen ikke følte os voldsomt forkælede.
Bræt 6
Michael R. kom, så og sejrede – og det i rekordfart! Et flot åbningsspil gav terrænfordel på dronningefløjen og total kontrol på de åbne b- og c-linjer. Michael er blevet rigtig dygtig til de små, irriterende mellemtræk, og pludselig stod et tårn og vinkede til modstanderens dronning. Da dronningen kun kunne bakke, mistede en springer sin dækning, og med en officer mindre og en håbløs stilling takkede modstanderen for kampen – og vi andre overvejede, om Michael kunne spille på flere brætter næste gang.
Bræt 7
Per var med som vores eneste reserve. Trods en god fight måtte han desværre sætte et nul på kontoen. Partiet startede fornuftigt, men en løber kom flyvende og ødelagde festen, inden at den rigtig var begyndt. Selvom det “kun” var en kvalitet, havde modstanderen overhånden og kørte sejren sikkert i land.
Bræt 8
Miquel har sendt disse tanker fra hans parti.
My game was fine/equal (I was considering offering a draw, because it was a complicated equal position) until I messed up a bit in a couple of exchanges in which I had to trade a rook for a knight after a good
bishop fork from him. A move later, his queen infiltrated in an open king position and I lost a crucial central pawn. I tried to defend as well as I could, and I was even considering a rook sacrifice to fight for the draw. He started attacking me, but withdrew fast after my defense, and I really had options to attack his weak kingside with my rooks, but I didn’t exchange/calculate well and he took the deserved win, which he knew how to exploit after my mistakes.
Resultatet blev 5,5–2,5, og nedrykningsspøgelset er nu ikke bare tæt på – det har skrevet sig på holdkortet.
Næste kamp er mod vores venner fra Hvidovre, og her må vi pænt bede om, at venskabet bliver hængende i garderoben, mens vi forsøger at redde sæsonen.